Stjerner og fjeld – en vej til mig selv
Stjerner og fjeld – en vej til mig selv
Jeg havde haft en skøn aften om Sidhe, ”Din glemte Elverkraft”, i Nørresundby, arrangeret i samarbejde med Jane Folsted. Vi sad nu i bilen i på vej ud til Jane, hvor jeg skulle overnatte og tilbringe lidt tid, inden turen gik hjemad den følgende dag. Efter noget tid nåede vi langt ud på landet ved Østervrå, hvor Jane har Moder Jords Have. Det var kulsort aftenmørke, da vi endelig kørte ind til huset, og bilens motor slukkede. Jeg stod ud og blev øjeblikkeligt fuldstændig overvældet. Læs mere
Netop ude af bilen blev jeg ramt af et indtryk, der kom fuldstændig bag på mig. Foran os lå Janes og Pers hus, og det hele var pakket ind og omgivet af træer. Jeg så op mellem kronerne og blev fuldstændig paf. Den kulsorte himmel og det strålende stjernehav over os var så massivt, at jeg helt hørbart gispede. Det tindrende, glitrende himmelhvælv nærmest slog imod mig som en levende overflod. ”Det er helt åndssvagt”, udbrød jeg flere gange, og prøvede at fremstamme noget, der lød fornuftigt, og så prøvede jeg at være stille. Jane tog det pænt, for herude er himlen mørk. Jeg var slået af forbløffelse over, hvor længe siden det var, at jeg vitterligt havde oplevet en så nøgen og stjernebesået nattehimmel. Det var massivt, som om stjernerne rørte ved mig, var i mit felt, og jeg huskede, hvor vildt tydeligt jeg havde haft barndomsoplevelser af samme slags. ”Det er helt åndssvagt” hørte jeg mig sige, mens Jane tog mig i hånden for at lede mig ned på den lille eng bagved, så vi kunne se hvælvet endnu tydeligere. Mørket var massivt, så hun var en god fører i egne omgivelser.
Jeg sov virkelig godt på hemsen under hendes loft i hendes magiske værksted, som var mættet med shamanistiske billeder, trommer, ornamentik og figurer. Det var en fryd for øjet, og stedet emmede af et venligt liv, der syntes til stede i alle genstande. Stilheden var vidunderligt gennemtrængende. Jeg var stjernehøj. Fyldt med en befriende, lysende lethed og svøbt i himmelhvælvets sorte favn. Natten var en stjernebestrøet livmoder, og den skønne aften med ”Din glemte Elverkraft” i Nørresundby lyste i mit indre med en varm efterglød. Sidhe-nærværet havde været markant takket være de skønne menneskers åbenhed. Nu svøbte jeg mig i himmelnatten.
Næste morgen fik jeg karbad i det smukke badeværelse, der er et eventyr i sig selv, og hvor vandet opvarmes med brænde i en stor gruekedel. Elementært er godt. Det minder os om det essentielle i livet og alt det, vi ikke behøver. Jane og Per har boet i 24 år på stedet, som hedder Moder Jords Have nær Østervrå på den nordøstlige top af den Jyske Ås. Det er både et hjem og et lille kursussted midt i naturen, og grunden er delvist omkranset af en bæk, ”langevand”, ligesom der ikke er langt til smukke bakker og foldninger i landskabet. Nede på den lille eng er der både Tipi, Svedehytte og en ”Stilhedenssø”. Sammen har parret selv bygget stedet op fra en ruin og to gavle. Indretningen er en fryd for sanserne. Der løber kun koldt vand, så alt – mad, varme og bad – opvarmes med brænde. Per elsker at hugge brænde, og jeg mindes ikke at have set så meget smukt hugget og organiseret brænde omkring noget andet hjem. Den lille eng havde ingen træer for 24 år siden, men nu er der masser af blandede træer. Jane er vogter af Moder Jords Have, og mennesker af meget forskellig etnisk oprindelse fra mange lande overalt på Jorden har været her, mest af alt på grund af det shamanistiske arbejde, som Jane har dybt integreret i sit indre og ydre virke.
Jeg har kendt Jane i 25 år, og den seneste tid har bragt os tættere sammen, måske især fordi jeg har haft den glæde at uddanne hende til SoulFlow Guide i Charlottenlund sammen med min kollega, Louise Lindholm. Jane forstår at integrere det shamanistiske univers og virke med SoulFlow Metoden, og det er en stor glæde, at tingene på denne måde flettes sammen. Jeg oplever i dag en helt naturlig samklang med hendes verden, og derfor var det også en glæde, at jeg kunne besøge hende, da jeg også laver Sidhe-kursus hos hende den 24.-26. august i år.
Efter morgenmaden var det tid til den trommerejse, Jane havde sagt, hun ville give mig, og jeg var helt åben for, hvad det nu måtte handle om. ”Jeg tror, rejsen skal gå ned i Jorden, Søren”, sagde Jane, ”for du har jo meget let ved det himmelske foroven.” Det var morsomt at høre, især fordi jeg jo vitterligt har arbejdet en del med underbevidstheden og dybet de seneste år, men jeg forstod hendes pointe. Jeg ville rigtig gerne ned i dybet. Vi gjorde klar, og jeg lagde mig på underlaget på gulvet og fik tæppe over mig. Bag mig var der lys og planter i gulvvinduet, og ved siden af mig knitrede pejsen. Vi aftalte intention, og mens jeg lukkede øjnene, omgav Jane mig med Salvie-røgelse, inden hun satte trommen i rytmisk bevægelse.
Jeg vidste, at indgangen til den underjordiske rejse måtte være fjeldgrotten på Hestur, den færøske Ø, som har en imponerende katedral-grotte, der kun kan opleves via små både fra havet. Jeg har været der to gange og føler et dybt bånd til stedet og øen. Alligevel blev jeg overrasket, da det i sessionen viste sig, at der bagerst i grotten var en næsten lodret, kulsort nedgang i dybet. Inden jeg vidste af det, gled jeg ud forneden og befandt mig i en strålende græsverden, der lyste af den grønneste grønhed. Jeg var blevet ført derned af kaldende toner, og nu, med ét, oplevede jeg på forunderlig vis, hvordan det var at sanse OP i fjeldet og vandet NEDEFRA det lysende, grønne dyb. Med mig var min Sidhe-ven, Fjeldur, som jeg har skrevet om i mine Sidhe-bøger, og som gjorde sig bemærket med en strålende glæde og en farverig hovedbeklædning, der stod i skarp kontrast til klippemassivet ovenover. Alligevel var denne indre græsverden med sit eget strålende lys dybt forbundet med verden ovenfor, og jeg forstod nu, hvorfor jeg under begge mine besøg på Hestur i 2015 og 2017 havde oplevet græsset som det mest eventyrlige, jeg nogensinde havde begravet ansigtet i. Under mit ”underjordiske” besøg lige nu lod jeg mig fylde med den særlige atmosfære og den betroelse, som jeg holder for mig selv.
Stjerner og fjeld åbnede en vej til mig selv i det døgn, hvor jeg var hos Jane og Per i Moder Jords Have. Fjeldurs tilstedeværelse i græsverdenen under fjeldet og den lysende forbundethed, han bekræftede for mig, var som et jordisk spejl af den strålende stjernehimmel aftenen forinden. Foroven og forneden mødtes i mig, og det minder mig om, at himmel og jord altid er lige ved hånden, hvis vi er åbne. Hvor tit er vi åbne? Vi behøver ikke en shamantromme – men den kan hjælpe os. Vi behøver ikke den sorteste nattehimmel som baggrund for lysmagi – men den kan hjælpe os. Miraklerne er lige foran os. Tid og rum åbner de usynlige døre – hvis vi er til stede.
På dette døgn fik jeg foræret stjernefest og fjelddyb i Moder Jords Have, og det landede som helende dug på mit hjertes græsmark. Jeg vil ønske af hele mit hjerte, at du må møde det høje og dybe lige i dit livs midte – når som helst og hvor som helst!
Søren Hauge Februar 2018